mandag den 12. november 2012

Grove minipizzaer

Ja, i dag måtte det blive noget nemt til aftensmad, da jeg har ligget syg det meste af natten og har været som en karklud det meste af dagen. Samtidig er det vigtigt for mig at vi får brugt det vi har i køleskabet - det er lidt et must for mig, da det er det eneste der giver mening i forhold til at leve billigt. Anyways, det blev til disse rustikke basser her! Der blev mange flere end vi kunne spise og der blev mange forskellige varianter, men de er også gode til frokost, så det går nok ;) De når ikke at blive for gamle. Pizza er jo i øvrigt skide godt til sådan en omgang tøm køleskabet!

Til en portion (15 ret store minipizzaer) brugte jeg: 
Pizzadej
600 g hvedemel
200 g rugmel 
400 g 5-korn 
7 dl lunkent vand 
25 g gær 
1 dl olie 
1 spsk. honning 
lidt salt
Tomat"sauce"
1 dåse tomatpuré
1 dl ketchup 
1 tsk. paprika 
½ finskåret løg 
1 tsk. oregano 
1 spsk. basilikum olie 
salt, peber

Fyld
1 kartoffel 
1½ løg 
1 håndfuld ruccola 
1 tomat 
2 spsk. friskost med urter 
1 dåse tun 
7 skiveskårne champignoner 
4 skiver parmaskinke 
En masse mozzarella 
2 spsk. revet parmazan 

Gær opløses i vand, og de resterende ingredienser tilsættes (lad gerne lidt mel være til æltning), rør det hele til en lækker elastisk dej og stil til hævning i en times tid. Når dejen har stået til hævning, ælter du dejen og skærer 15 klumper ud. Rul hver klump flad med en kagerulle (de behøver ikke være specielt lige runde, jeg synes sgu det er charmerende at de ser hjemmelavet ud), og fordel dem på bageplader.

Alle ingredienser til tomatsaucen blandes og puttes på de fleste stykker dej, de resterende bliver smurt med friskost. NU begynder det sjove - at putte fyld på i forskellige kombinationer. Jeg vil ikke her diktere hvilken sammensætning der er bedst, men jeg er fan af parmaskinke m. champignon og tun og tomat. Forskellige ostepizzaer, vegetar, som f.eks. kartoffel, løg og ruccola. Kun fantasien sætter grænser :) Klassikerne som skinke, pepperoni, bacon osv. kan jo også anvendes. Det er dét som også er så lækkert ved pizza. Bon appetit :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar