onsdag den 12. december 2012

Pandekager med kylling, kokos og svampe + en let salat

Wow! Julen er over os og det betyder ekstra fed mad og masser søde sager alle steder. Man kan fandeme ikke gå nogen steder, uden at man får kastet pebernødder, marcipan eller æbleskiver i nakken.. Bevares - alt bliver taget imod med kyshånd, men.. Jeg ved ikke med jer, men jeg kan godt få lidt for meget af alt det julemad osv. - så i går stod den på en spicey og anderledes ret, med en frisk salat.. Lige hvad mit sind trængte det til. Så her er opskriften på en delikat fyldt pandekage m. en lille (tiltrængt!) salat.


Pandekager (ca. 6 stk.) 
250 g. hytteost, creme fraiche eller noget i den dur
4 æg
2 spsk. HUSK
1 spsk. kokosmel 
½ dl. mælk 
1 spsk. koldpresset rapsolie
lidt fedtstof til stegning

Fyld 
400 g. hakket kyllingekød 
1 stort løg
4 mellemstore gulerødder
250 g. svampe (jeg brugte champignon)
2 spsk. soyasauce
1 stor tsk. grøn karrypasta
1 dåse kokosmælk
1 spsk. smooth peanutbutter
Lidt chilisauce 
Lidt revet ingefær
Peber 

Bland ingredienserne til pandekagerne sammen, og lad dejen hvilke indtil HUSK'en har suget væde til sig - hvis dejen er FOR tyk - tilsæt da lidt ekstra mælk. Steg pandekagerne på normal vis - jeg fik mest ud af at stege dem ved ret svag varme, da dejen ellers blev ret brændt. Når pandekagerne er færdige, stilles de væk med sølvpapir over (på den måde forbliver de fugtige og er nemmere at arbejde med.)
Start ved at svitse kyllingekødet på panden - tilføj derefter finthakket løg, og når de er klar puttes revet gulerod og hakkede champignoner. Riv den friske ingefær i og hæld en halv dåse kokosmælk ned i panden. Smag til med peanutbutter, karrypasta og soya. Når fyldet er som du gerne vil have det, fylder du det i pandekagerne som placeres i et ildfast fad. Hæld resten af kokosmælken over de foldede pandekager og hæld lidt chilisovs over. Varm i ovnen indtil det hele er lunt - alt er jo i forvejen tilberedt, så hvor længe det får i ovnen er underordnet.

Jeg serverede pandekagerne med en let salat, bestående af: Rucola, løg, lidt revet ingefær, lidt sesamolie, hvidløg og lidt saltede peanuts. Hvidløgsdressing på hvis man er rigtig vild :P

Altså.. Jeg er svært glad for smagen af kokos og karrypasta og svampe og pandekager og kylling.. Ja, en ret lækker ret hvis jeg selv skal sige det. Pandekagerne blev også ret gode i sig selv og jeg kunne sagtens finde på at lave dem i anden sammenhæng. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar