søndag den 11. januar 2015

Ostepizza




I dag er det søndag, og det betyder for mange pizza! Denne toplækre pizza er lavet på en ostebund, inspireret af ostebollerne. Den fik mange roser af kæresten, som syntes at den smagte af "rigtig pizza". Det var jo dejligt - den var endda sprød i kanterne, og det er jeg altså vild med. Fyldet blev en sammenblanding af de ting, som vi nu havde i (køle)skabe og skuffer; vi havde nemlig ikke lige fået handlet. Det har vi faktisk stadig ikke, så jeg ved da hvad dagen i dag bl.a. skal bruges på. Nå, men  tilbage til fyldet! Pizzabunden er smurt med pikant ost, fyldt med spinat, tun og ost. Da pizzaen kom ud af ovnen, sprinklede jeg lidt chilisauce på, for at give den lidt bid. Den smagte faktisk vildt godt, men topping er selvfølgelig helt valgfri!

Til én pizza (nok til 2) skal du bruge:
5 æg
5 dl. revet ost
4 spsk. pofiber
1 spsk. tørret oregano
salt, peber
Evt. knust hvidløg


Slå æggene ud i en skål og bland dem med resten af ingredienserne. Lad dejen hvile i 5-10 minutter. Hæld herefter dejen ud på en bageplade, beklædt med bagepapir, og smør dejen ud, så tyndt som muligt med en dejskraber. Alternativt kunne man sikkert også rulle dejen ud, mellem to stykker bagepapir. Drys med ekstra oregano, for en mere intens pizzasmag. Bag hele herligheden i ca. 20 minutter, ved 200 grader i en forvarmet ovn. Min bund så sådan her ud, da den kom ud af ovnen:


Så er det ellers bare på med yndlingstoppings, og så er der lækker søndagspizza i hus! Dvs. man kan selvfølgelig lave pizza hele ugen, sommetider får jeg endda pizza mere end én gang om ugen. Fx har jeg før taget udgangspunkt i samme bund, men brugt skinke og salami.. og på den måde kan man jo godt spise pizza ofte, ik? Høhø. Jeg plejer enten at spise lidt grøntsagsstænger eller tomatsalat til. Dejlig nemt og lækkert. Bon appetit ;)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar